KREATIV ARKITEKTUR DER BRYDER UD AF 'KASSEN'....
Hvordan fremtidssikrer vi skolen og gør det med spændende arkitektur, interessante løsninger og kreative rum, der med garanti bringer begejstring og velvære?
Tønder Bakke projektvisioner byder ind med et kvalificeret svar på de fysiske udfordringer, der er lige nu på Tønder Overbygningsskole, hvor der i nær fremtid skal etableres en tidsvarende kantine til skolens elever og lærere, og hvor der efterlyses plads til større forsamlinger. Tønder bakke projektet vil fremtidssikre skolens sammenhængskraft og styrke de centrale funktioner og rum. Det nye greb giver flere muligheder, mere plads og opgrader skolens daglige centrale funktioner.
Skolens center styrkes og defineres i projektet som en sammenkobling mellem nyt og eksisterende, tilbygning og ombygning. Ombygningen på 370m2 rummer en transformation af den eksisterende bygning med indplacering af kantinefunktion, en åbning og udvidelse af ’festsalen’ med en amfi-flexsal fra stue til 1 sal. Konceptet for tilbygningsgrebet er at skabe mere plads, lys og fleksible zoner til de mange elever, og der etableres opholdszoner og flexzoner i åbne forbindelser over 2 etager på nye 450m2. Således bindes festsal/flexsal, amfi-flexsal, kantine, opholdszoner, flexzoner og læringscenter sammen til et stærkt, funktionelt og rumligt interessant skolecenter.